Slibning

Slibningen anses for det, der har størst betydning for diamantens skønhed. Det er den, der giver diamanten liv, får den til at funkle og glimte. ”Ilden” i diamanten opnås ved en perfekt slibning, der sikrer, at alt det lys, der går ind i stenen, sendes tilbage. En dårlig slibning sender lyset den forkerte vej ud og får diamanten til at virke død.

Slibet er den eneste faktor, som helt afhænger af menneskers evne til at mestre dette kunstværk. Selvom slibet tit er en overset faktor, er det faktisk en af de vigtigste faktorer at have med i valget af din brillant. En diamantsliber analyserer den rå diamant og beslutter, hvordan han/hun kan få mest skønhed og værdi ud af den rå sten. Slib refererer ikke kun til faconen på diamanten, men også til proportioner og finish, som afgør brillancen af diamanten.

Afhængig af hvilken metode sliberen anvender, er det muligt at tage den samme sten og slibe den til den flotteste sten på bekostning af stort vægttab og måske mindre værdi, eller slibe den til absolut størst vægt, men miste brillance og skønhed.